Et visuelt fundament for Hvile Living
HVEM:
Hvile Living
HVAD:
Design og opsætning af webshop, tryktmateriale og fotografering af produktbilleder
HVORNÅR:
2025/2026
Hvile Living udvikler hynder til klassiske stole med fokus på siddekomfort, kvalitet og respekt for stolens oprindelige design.
Hvile Living er en ny dansk virksomhed grundlagt af Sigrid, som udvikler hynder til klassiske stole med stor respekt for både møbeldesign, komfort og æstetik. Hver hynde er nøje udviklet til stolen og kroppen med fokus på at tilføre komfort uden at ændre stolens oprindelige udtryk.
Jeg har fulgt Hvile Living tæt fra begyndelsen og været med til at forme den første version af brandets visuelle univers. Opgaven har blandt andet omfattet design og opsætning af webshop, produktfotografering samt design af postkort, plakater og andet trykt materiale.
Som ny virksomhed havde Hvile Living brug for et visuelt fundament, der kunne præsentere produkterne klart og professionelt og samtidig skabe genkendelighed på tværs af digitale og fysiske flader.
Udtrykket er derfor enkelt, roligt og nordisk med fokus på naturlige materialer, taktile detaljer og en ren præsentation af produkterne. Et visuelt univers, der giver plads til både håndværket, funktionaliteten og fortællingen bag Hvile Living.
Det er netop denne del af mit arbejde, jeg holder særligt meget af. At samarbejde tæt med iværksættere, der har taget springet, og få lov til at være med, når en idé udvikler sig til en virkelig virksomhed. Der ligger en stor tillid i at få lov til at forme et nyt brands første visuelle udtryk, og det har været en fornøjelse at følge Sigrid og Hvile Living helt fra begyndelsen.
Tryksager
Hvile Livings visuelle univers er også foldet ud gennem forskellige tryksager, herunder postkort, plakater og materiale til messer og udstillinger.
Designet er holdt enkelt og genkendeligt med fokus på tydelig kommunikation, taktile materialer og et udtryk, der understøtter produkternes kvalitet. På den måde skabes der en naturlig sammenhæng mellem webshoppen og de fysiske møder med brandet.
Produktfotografering
Jeg har fotograferet Hvile Livings produkter med fokus på både materialer, detaljer og den komfort, hynderne tilfører stolen.
Billederne viser produkterne i rolige og naturlige omgivelser, hvor farver, teksturer og pasform får lov til at træde tydeligt frem. Fotografierne er efterfølgende redigeret og tilpasset til brug på webshoppen og i det øvrige markedsføringsmateriale.
Resultatet er et samlet visuelt univers, hvor webshop, billeder og tryksager understøtter den samme fortælling om komfort, kvalitet og respekt for godt design.
Design og opsætning af webshop
Webshoppen er designet og opbygget i Shopify med fokus på at skabe en enkel og inspirerende købsoplevelse.
Det visuelle udtryk tager afsæt i Hvile Livings produkter og deres møde mellem funktion, komfort og klassisk møbeldesign. De rolige farver, enkle typografiske valg og luftige opsætning giver produkterne plads, mens sidernes struktur gør det nemt at finde information om materialer, varianter og anvendelse.
Jeg har stået for både den visuelle retning, opsætning af sider og produkter samt tilpasning af webshoppen til Hvile Livings behov.